I 1906 grundlagde familien Madsen Ørbæk Bryggeri i Ørbæk på Østfyn. Ørbæk Bryggeri var i familien Madsens ejerskab igennem tre generationer inden det blev solgt. Bryggeriet blev bygget som et hvidtølsbryggeri med eget malteri, og var særligt kendt på Fyn for sit stakitøl, der blev fremstillet ved brug af eget røgmalt.
Efter familien Madsen var bryggeriet igennem mange ejerskaber. Det var derfor nedlagt og slidt – men dog stadig intakt med bryghus, øltanke og tapperi – da Niels og Nicolai overtog det i 1996. De første år blev bryggeriet kun brugt til at producere økologiske læskedrikke, men i 2001 begyndte Niels og Nicolai atter at producere øl på det gamle bryggeri – økologisk naturligvis. Det første bryg, en Brown Ale, var på gaden i 2002 og vandt allerede samme år en økologisk guldmedalje. Ørbæk Bryggeri har siden vundet mange priser og anerkendelser i både ind- og udland.
Selvom Ørbæk Bryggeri er blevet moderniseret og udbygget med blandt andet store automatiserede tankanlæg, står det gamle brygudstyr og malteri stadig som det oprindeligt blev bygget. Det giver et historisk vingesus og mulighed for også at producere små serie af velsmagende og spændende øl.
Ørbæk Bryggeri har også en butik, hvor bryggeriets produkter kan købes. Åbningstiderne er mandag til torsdag fra kl. 9.00 til kl. 15.00.